Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Anne Sophie Callesen

Grundlovstale

Ligeværd, uddannelse og deltagelse i samfundslivet gør modborgere til medborgere. Det var budskabet i min grundlovstale, som blev holdt hos Aarhus Radikale Vælgerforening.

I dag fejrer vi Grundloven og de grundlæggende rettigheder, den giver os som borgere. Ja faktisk var Grundloven med til at grundlægge den forståelse, vi har af en borger – et individ og ikke ét udefinerbart element i den store masse, folket, som var underlagt kongen i enevældens tid. En borger har retssikkerhed og frihed til at deltage i samfundslivet. Til at stemme, forsamles og ytre sig uanset hvilken samfundsgruppe, de tilhører eller hvilke holdninger, de har. Kort sagt: Frihed og retten til at være sig selv – til at være den man er – og til at indgå i fællesskabet. I starten gjaldt det selvfølgelig kun for dem, der blev anset for at være værdige til at kunne betegnes som borgere, nemlig mænd med formue. Da stemmeretten blev udvidet til også at gælde kvinderne og de fattige, blev demokratiet forenet med troen på ligeværd mellem mennesker.

Når jeg følger den politiske debat, oplever jeg at idéen om borgeren og troen på ligeværd er under pres i dag. For ganske vist er der ikke ændret på de formelle rettigheder, som Grundloven sikrer os. Men når jeg i dag følger den offentlige debat, er der to tendenser, som for mig at se udfordrer idealet om, at vi som borgere er ligeværdige individer.

For det første er hele præmissen om, at alle skal nyde samme frihedsrettigheder er udfordret. For mig siger det sig selv, at religions- og ytringsfrihed er for alle. Men dén præmis udfordres i dag af et stort politisk flertal, som ønsker særlove og indskrænkninger for de borgere, som har ekstreme holdninger. Eksempelvis imamerne i Grimhøjmoskeen.

Lad os kalde en spade for en spade – Grimhøjmoskeens imamer og andre IS-sympatisører er i værste fald farlige og i bedste fald idioter. Og selvom vores samfund er baseret på troen på ligeværd mellem mennesker, så er det bestemt ikke alle holdninger, der er lige meget værd. Ordet idiot betyder på oldgræsk at være ’sig selv’, en privat person i modsætning til en offentlig person. En person, som står udenfor samfundet. Og dét er netop resultatet, når vi indskrænker frihedsrettighederne og gør borgere til modborgere. Så vil idioterne lukke sig om sig selv, stå udenfor samfundet og skabe parallelsamfund – uanset om deres forening hedder Grimhøjmoskeen eller Nye Borgerlige.

Så hvis vi ønsker færre idioter og mindre fællesskab, skal ’idioterne’ overbevises om, at demokratiet og frihedsrettighederne er langt mere værd end at leve i et samfund båret af religiøs eller ideologisk fanatisme. De her mennesker burde have været gjort til medborgere, før de blev modborgere.

Den anden tendens i den politiske debat, som for mig at se bryder med demokratiets ideal om ligeværdighed, når politikere fra begge fløje forsøger opstiller falske modsætninger og spille de svageste befolkningsgrupper ud imod hinanden. Venstre og Socialdemokraterne fortæller os, at vi ikke både kan hjælpe danske hjemløse og verdens fattigste. At vi ikke både kan tage hånd om ’vores egne’ misbrugere, psykisk syge og socialt udsatte – og samtidig give flygtningebørn en værdig skolegang og opvækst udenfor asylcentrenes mure. Jeg anerkender selvfølgelig, at Danmark ikke pludselig kan tredoble ulandsbistanden eller modtage 50.000 flygtninge og samtidigt bevare niveauet for sociale ydelser. Men hvis vi ønsker at forblive et samfund, som er baseret på ligeværd, så skeler vi ikke til hudfarve eller religion, når vi fordeler hjælpen til samfundet fattigste. Så holder vi fast i, at adgangen til uddannelse og sundhed og retten til en værdig økonomisk tilværelse er ens for alle de mennesker, som retmæssigt befinder sig her i landet. Ingen hjemløs sover bedre i nat af at vide, at flygtninge bor i teltlejre. Og børn af misbrugere får det ikke bedre af, at jævnaldrende børn, som er flygtet fra krig, ikke må gå i den lokale skole.

Disse to tendenser – gradbøjningen af at vi alle som borgere har samme rettigheder og forsøget på at få sin politik igennem ved at opstille falske modsætninger – rejser spørgsmålet om, hvem vi anser for at være værdige til at deltage i demokratiet? Og hvad med dem, som formelt har retten – men ikke bruger den? Måske fordi de ligesom menneskerne i Grimhøjmoskeen har mistet troen på demokratiet eller føler de har større problemer at kæmpe med. Misbrugerne, de hjemløse, nedslidte og syge, de indsatte i fængslerne. Ønsker vi reelt, at de skal være med? Eller har vi i virkeligheden affundet os godt med at leve med, at vores komfortable middelklassevirkelighed ikke forstyrres af deres stemmer i debatten?

Det sidste vil være en falliterklæring af dimensioner for demokratiet. Vi må aldrig opgive mennesker. Ikke fordi alle værdier og livsformer er lige gode – men fordi hvert menneske er et ligeværdigt individ. En borger. Derfor skal vi ikke opgive de mennesker, som har opgivet troen på demokratiet. I stedet skal vi give dem muligheder og vise dem, at deres rettigheder som borgere er værd at bruge. At det er værd at tage aktivt del i samfundet.

Derfor skal vi først give mennesker noget at stå op til. Der er ingen tvivl om, at dét at have et arbejde har en enorm betydning for vores identitet og følelse af værdighed. At der er brug for én og at man ikke kan undværes. Det har vi radikale talt meget om – og det skal vi blive ved med.

Vi har også talt meget om uddannelse og er endda af selveste Pia Kjærsgaard blevet beskyldt for at ’akademisere’ samfundet. Vi har gjort os bemærkede ved at sætte fokus på, at uddannelse er – og skal være – en vej ind på arbejdsmarkedet. Det skal vi også blive ved med. For selvom uddannelse ikke længere er en forsikring imod arbejdsløshed, så giver det mennesker flere og nye muligheder for at realisere deres potentiale.

Her synes jeg, at vi som radikale kan blive bedre til at forstå – eller i hvert fald kommunikere – at potentiale og muligheder betyder mange ting. Uddannelse har ikke kun værdi, fordi det er vejen til et job. Det har en værdi i sig selv, fordi det giver mennesker viden og perspektiv – og engagement. Når mennesker går efter at realisere deres potentiale, brænder er en ild i dem. De bliver ildsjæle. De får lyst til at engagere sig – inden for deres fag, i den offentlige debat, i civilsamfundet. De bliver medborgere, fremfor modborgere.

Borgernes stræben efter viden og perspektiv og deres ønske om at deltage aktivt i samfundslivet er grundlaget for vores demokrati. Derfor synes jeg, at vi som radikale skal blive ved med at tale civilsamfundet og uddannelse op. Måske kan vi endda blive bedre til at gøre det. Vi skal huske, at mennesker både skal have noget at stå op til – de skal også have noget at gå hjem til efter arbejde. Fordi vi som mennesker har brug for at føle os som en del af et fællesskab – den kan være fodboldklubben, læsegruppen og studiekammeraterne eller partikollegaerne. Mennesker, som er med i fællesskabet og oplever at deres potentiale bliver set, bliver medborgere i stedet for modborgere. De føler sig ligeværdige. De deltager.

Den ligeværdige borger er grundstenen i demokratiet. Viden og deltagelse er den bedste gift mod idioti. Det skal vi huske at minde os selv og vores politiske modstandere om, næste gang vi hører fra idioterne.

Tak for ordet.