Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Anne Sophie Callesen

Læserbrev: Alle taber på uddannelsesloftet

Fælles læserbrev med Kristian Brandrup bragt i Aarhus Stiftstidende den 8. december 2016.

Fra næste sommer har regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet besluttet at indføre et uddannelsesloft og forhindre mennesker i at videreuddanne sig på samme eller lavere niveau end deres nuværende uddannelse. På den måde indfører partierne et 'uddannelsesloft', som for eksempel betyder, at en sygeplejerske ikke kan uddanne sig til læge, at en pædagog ikke kan uddanne sig til lærer, og at en socialrådgiver ikke kan uddanne sig til psykolog.

Det er et urimeligt og uigennemtænkt krav at forhindre mennesker i at sadle om og vælge en anden uddannelse, hvis de ønsker at bruge deres evner på en anden måde, end de oprindeligt regnede med. Som pædagogen, der er dygtig til matematik og geografi og gerne vil bytte fritidshjemmet ud med klasselokalet. Eller den dygtige anæstesisygeplejerske, der gernevil  være narkoselæge. Eller den danskstuderende, som kløjes i grammatikken og ønsker at skifte til litteraturvidenskab.

Desuden har uddannelsesloftet ført til den paradoksale situation, at flere studerende nu overvejer at droppe ud af deres studie, selvom de måske kun mangler et semester eller to for f.eks. at blive bachelorer. For hvis en sygeplejerskestuderende sidst på uddannelsen finder ud af, at hun hellere vil læse til læge, kan det simpelthen ikke svare sig for hende at tage det sidste semester på sygeplejestudiet, fordi det vil diskvalificere hende til lægestudiet. Derfor er hun nødt til at droppe ud. 

Uddannelsesloftet er et af de mest triste eksempler på regeringens besparelser i kernevelfærd, hvor alt handler om at strømline, effektivisere og ensarte mennesker.

Efter- og omtanke, fordybelse og kritisk refleksion er rationaliseret væk til fordel for et samfund, hvor unge skal vælge den rigtige uddannelse i første forsøg, gennemføre studiet på normeret tid og derefter komme ud på en arbejdsplads, hvor tempoet bliver stadig højere og mere hektisk.

Problemet i den logik er bare, at vi som samfund har brug for mere viden, ikke mindre. Ligesom vi har brug for omstillingsparate medarbejdere på arbejdspladserne, fremfor demotiverede medarbejdere, der ikke udvikler sig i deres fag.

Derfor giver et uddannelsesloft nul mening. Samfundet taber, og den enkelte taber, når man sætter loft over viden. Det er jantelovslogik og populistisk politik. Lad os hæve barren i stedet. Uddannelse er en investering i fremtiden for den enkelte og for os alle sammen.